Kapitel et. Sådan begyndte det hele
Æslet husker ikke helt præcist, hvordan det hele begyndte. Hvordan han blev samlet på fabrikken, hvordan benene blev syet på og fastgjort til den bløde krop.
Det første, Æslet huskede, var, at han åbnede sine perleøjne, og rundt om ham var der mørke. Han kunne ikke se noget, men han mærkede, at han tydeligvis kørte et sted hen, for det rystede ved hvert sving.
Så stod alt stille, og Æslet hørte stemmer. Den jerndør på varevognen gled op med et knirk, og et skarpt, skarpt lys ramte Æslets øjne. Tusindvis af små lysstråler blændede ham, og i de næste fem minutter så han igen ingenting. Derfor missede han øjeblikket, hvor han blev båret ind i et stort supermarked, og hvor en kvinde begyndte at stille legetøj op på hylderne.
Ved siden af Æslet satte hun et skilt med teksten «Weihnachtselch», hvilket på tysk betyder «julelg». Hun snøftede: «Nej, hvad de dog finder på, de der legetøjsfabrikanter. Så vidt jeg ved, har julemanden rensdyr. Nå, min ven, du må vente på dine ejere».
Hun klappede Æslet på de beige bløde horn og gik tilbage til sit arbejde. Æslet blev tilbage blandt de andre legetøjsdyr og slik. Supermarkedet var nu mest et dagligvarebutik, selv om der op til højtiden kom legetøj på hylderne.
Ved siden af sad bamser, kaniner, hunde og katte. De blev hentet ret hurtigt, så Æslet nåede ikke at lære dem ordentligt at kende. Men i butikken duftede det dejligt af chokolade, så Æslet var parat til at sidde og vente i meget, meget lang tid.
Han kunne ikke særlig godt lide de andre legetøjs snak. De sukkede tungt og sagde, at børn er børn, og at de mangler tålmodighed og nysgerrighed. De har altid for meget legetøj, så de glæder sig ikke særlig længe over nye ting. Og hvad er det værste, der kan ske for et legetøj? Jo, at blive glemt i det fjerneste, støvede hjørne.
Æslet lyttede, men sagde ingenting. Han ville heller ikke gerne glemmes i «det fjerneste støvede hjørne», men han drømte om, at bare nogen ville synes om ham.
Æslet vidste ikke, hvor længe han havde siddet på hylden i supermarkedet. En dag, to, måske en uge. Æslet har meget svært ved at fornemme tid. Men så stod der en dag foran hylden en livlig, slank kvinde med kort frisure og temmelig energiske bevægelser.
Præcis hvad jeg skulle bruge! udbrød hun, kiggede intenst på legetøjet gennem sine firkantede briller og tog Æslet ned fra hylden. Hun vendte ham rundt i hænderne.
Ja, Natalie vil elske ham!
Lige så sikkert, som hun var gået hen til hylden, lagde hun Æslet i sin kurv. Han kørte rundt blandt andre varer, og hans bløde hjerte var fyldt med glæde og taknemmelighed. Det eneste, han kunne håbe på, var, at Natalie ikke havde alt for mange legetøjsdyr. Æslet frøs til i glædelig forventning om forandring.
Kapitel to. Hvordan Elgen blev til Æsel
I nogle dage boede Æslet i et fremmed hjem, hvor der altid duftede godt, men hvor der ikke var et barn i nærheden. Måske varede det dog ikke nogle dage, men kun én.
Som vi har fortalt, har Æslet svært ved at fornemme tid.
I begyndelsen, da nogen kom ind i rummet, hvor Æslet var blevet sat, rykkede han til i håb om, at det var Natalie. Men snart forstod han, at det var nytteløst at vente på Natalie her. Og han blev ked af det.
Alligevel blev han efter et par dage, måske allerede dagen efter, lagt i tasken igen (der duftede igen af chokolade, hvilket Æslet var meget glad for, og det vakte gode minder) og kørt bort i en bil.
Æslet troede, at han igen ville køre længe, længe, som dengang i jernvognen, men det viste sig slet ikke at være tilfældet. Pludselig stod bilen stille.
Fra tasken kunne Æslet ikke se særlig godt, hvor han blev båret hen. Det føltes, som om de gik op ad trapper. Så en dør, endnu en, og så op igen. Og så blev tasken lagt på et bord, og så var der næsten intet at se. Æslet lyttede.
Guten Morgen, Studenten. Heute ist ein Wunderschӧner Feier Tag. Heute ist Natalie’s Geburgstag.
Æslet forstod allerede godt menneskesproget. Han var begyndt at forstå det på fabrikken, hvor arbejderne hele tiden talte sammen, mens de syede legetøj. Derfor forstod han uden besvær: «Godmorgen, elever. I dag er en smuk festdag. I dag er det Natalies fødselsdag».
Men mens Æslet tænkte over det, han havde hørt, gik han glip af den videre tale, og han blev overrasket, da han pludselig blev grebet i hornene og trukket op af tasken ind i det skarpe lys.
Åh, hvor blev Æslet bange! Der kiggede mindst femten par øjne på ham. Brune, sorte, blå, gulgrønne.
Krøllede mørke hår, lige, røde hår, alt dette flimrede for Æslets øjne. Og han lukkede tæt øjnene. Da han åbnede dem igen, stod en lyshåret pige foran ham og studerede ham nøje med sine grå øjne. Han havde ikke engang opdaget, at han var blevet givet videre til hende.
For et æsel, sagde hun. Og det lød helt fremmed for Æslet.
Det er en julelg, svarede kvinden med de firkantede briller uventet på det samme fremmede sprog.
Hvad gør det? Æsel og elg er jo næsten de samme bogstaver, sagde Natalie, og alle begyndte pludselig at grine.
Æslet forstod ikke noget af deres samtale. Havde han kunnet oversætte, ville han have forstået, at han var blevet givet et navn.
Sådan mødte han sin ejer, og til hans store overraskelse var hun slet ikke et barn, men en voksen dansk pige. Fra den dag blev Elgen kaldt Æsel, og hans eventyr begyndte.
Kapitel tre. Hvordan Æslet overvandt sin svaghed
Der var engang et æsel. Og hans ben var tynde og flagrede, som de ville. Og han var selvfølgelig en bamse. Derfor gik han ikke særlig lige på sine ben-poter og trådte altid, hvor han ikke skulle.
Nogle gange stak han ved et uheld ejeren i øjet, andre gange væltede han Bamsen omkuld (mødet med Bamsen er et kapitel for sig). Og det gjorde Æslet meget ked af det...
Han frygtede, at han ville miste alle sine venner på grund af sin medfødte klodsethed.
Men en dag så Æslet en is i ejerens hånd. Han ville bare kigge på, hvordan den så ud i vaffelbægeret, for smagen er jo meget vigtig: jordbær, chokolade, pistacie...
Æslet sprang op og... slog den ud af hånden. Smask! Og isen landede oven på Bamsen og Lisik. Alle Æslets venner endte i den lækre is.

Lisik slikkede sin hale, som nu selv lignede et vaffelbæger, hvor den søde kugle smeltede for enden.
Og Bamsen slikkede sukkeret af sin næse med sin lange tunge.
Og ejeren lo.
Sådan accepterede og overvandt Æslet sin usikkerhed over sin ærgerlige svaghed. Det viste sig, at det endda var sjovt!