Dette eventyr fandt sted i den tid, da skolebørn skrev med gåsefjer, som de dyppede i blækbægre. Der fandtes ingen almindelige kuglepen på det tidspunkt. De var simpelthen ikke opfundet endnu.
At skrive med fjer var ikke en let opgave. De kradede når man skrev, og hvis man dyppede spidsen af fjeren for dybt ned i blækbægret, kunne der dryppe en blækklat på papiret.
Ja-ja, en fed sort blækklat, som kunne få en til at få en dårlig karakter.
Drengen Nikolaj vidste, hvordan det var når en blækklat pludselig faldt på det mest upassende sted. Han måtte skrive hele siden forfra. Og da Nikolaj var en rastløs og livlig dreng, måtte han gøre det meget ofte.
Og denne gang, da han allerede havde fyldt en halv side af sit skrivehæfte, sprang en stor sort Blækklat af spidsen af Nikolajs fjer.
Fæl blækklat! På grund af dig kan jeg ikke gå ud og lege med drengene. Jeg skal skrive det hele igen.
Nikolaj sprang op fra bordet og løb ud i køkkenet for at fortælle sin større søster om sin sorg.
I mellemtiden kiggede Blækklaten omkring sig og så, at hun ikke var i blækbægret, men på et hvidt hæftepapir. På de tynde linjer stod små bogstaver, punkter og kommaer. De så alle forundret på den ukendte og hviskede til hinanden.
Se-se, det er jo Blækklaten! Hvad laver hun her?
Spurgte konsonanterne forargede.
Hun ligner os slet ikke!
Sagde vokalerne.
Og hun ødelægger hele hæftesiden!
Råbte udråbstegnet højt.
Blækklaten blev meget bedrøvet. Hun ville gerne råbe til dem, at hun ligesom dem var kommet fra blækbægret. Det var bare, at der var meget mere blæk i hende end i dem. Men der var så meget larm, at ingen ville have hørt Blækklaten.
Og hun besluttede at forlade dette hæfte og gå hvor øjnene bar hende.
Stille og roligt kravlede hun over i matematikbogen. Men her var hun heller ikke velkommen. Cifrene, som var præcise og ordentlige, var ikke begejstrede for sådan en nabo. Mens hun hulkede af sorg, bevægede Blækklaten sig videre. Og snart befandt hun sig ved siden af et kunstnerskitsebog.
På det åbne blad var der tegnet et billede med titlen "Universet". Blækklaten følte sit hjerte stå stille.
Hvor er det smukt her!
På tegningen var der hverken bogstaver eller cifre, men i stedet var der vidunderlige stjerner på himlen. I det fjerne var den blå planet Jorden tegnet, og ved siden af den Månen. Og det var så fantastisk!
Den lille Blækklat kom tættere på billedet og spurgte:
Må jeg være med jer?
Billedet blev straks levende, alle objekterne begyndte at bevæge sig. Den sorte nathimmel smilede til Blækklaten og tilbød hende en plads.
Vi har meget brug for dig!
Hviskede Universet til hende.
Men alle andre jagede mig væk. Jeg var allerede ved at give op på at finde mit sted i livet!
Klagede Blækklaten.
Giv aldrig op. Alle har deres eget sted! Man skal bare lede efter det, og så vil man helt sikkert ende op der, hvor man bliver mødt med glæde.
Rådte Universet.
Den lille Blækklat var lykkelig. Hun blev venner med Stjernerne, med Månen og den blå planet Jorden, og blev en vigtig del af dette smukke billede!
