Jijji var en bille. En bille som enhver anden, bare meget slagskarp: ud af kedsomhed elskede han at starte ballade:
Klop, få det i hovedet! — viftede han med sine ben foran mariehønen — han havde seks stykker.
Eller:
Klop, du skal ikke smile! — truede den lille bille med alle sine seks små næver.
Klop, se hvor cool jeg er! — den lille bille bokste hurtigt foran myren og lo. — Du kan ikke gøre det!
For denne adfærd blev billen kaldt Klop.
Insekterne var ikke glade for møder med Klop, fordi de ofte endte i slagsmål. Klop sloges desperat, ondskabsfuldt og gav modstanderen slag.
Men det var umuligt at undgå disse møder: Klop lå på lur i træets skygge, sprang pludselig ud og skræmte, eller fløj pludselig ind og vælted andre.
Klop-Trækanten blev området træt af, og insekterne besluttede at forlade deres hjemsted og forllade engen.
Klop fløj ud af sit lille hjem — et grønt blad rullet til en rør — og gik hen til engen, hvor insekterne normalt var på den varme dag. Men af en eller anden grund var der ingen på engen. Klop fløj tre gange rundt på engen, men så ikke en levende sjæl. "Hvor er alle blevet af?" tænkte Klop skuffet.
Hej jer, leddedbenet fejginger! Hvor er I alle blevet af? — råbte Klop, men ingen svarede.
Så råbte han højere:
Kom ud!
Til svar — stilhed. Klop råbte endnu højere, endnu højere, endnu…
Klop råbte længe og viftede med sine ben, han blev endda rød i ansigtet af anstrengelse, men ingen svarede. Det blev uudholdelig ensomt og sørgmodigt for billen:
Hvordan skal jeg leve alene? Åh, hvor er jeg bange, — og Klop brast i bitter gråd.
Hvem har gjort min hule våd? — stak markmusen sit spidse næse ud (hun boede under jorden og vidste ikke om insekternes sammensværgelse).
Stop med at græde, jeg får oversvømmelse i mit hus fra dine tårer.
Jeg er ulykkelig, alle har forladt mig! — hulkede den lille bille.
Tårer hjælper ikke mod sorg, gå til skovmanden og bed ham om råd, — og musen forsvandt under jorden.
Der var intet at gøre, Klop rensede sine vinger og begav sig på vej til skovmanden i den magiske skov. I tre dage fløj han uden at holde pause, og endelig nåede han det magiske sted. Skovmanden tog venligt imod den lille bille, gav ham mad og drikke. Klop fortalte skovmanden om sit problem:
Alle har forladt mig, jeg er helt alene.
Måske gjorde du noget dårligt? — spurgte skovmanden.
Nej, alt var normalt.
Måske fornærmede du nogen?
Jeg fornærmede ingen.
Måske drillede du nogen?
Nå ja, bare lidt.
I går lidt, i dag lidt, og til sidst blev det meget.
Jeg skal ikke gøre det mere, jeg bemærker ikke selv, når jeg bliver vred, — snøftede Klop.
Okay, jeg hjælper dig. Men kun på én betingelse.
Hvilken?
Når du driller og bliver vred, vil der komme en ubehagelig råd lugt fra dig som en advarsel til dig og andre omkring dig. Husk i det øjeblik, hvor ensom du var, og ro dig ned.
Okay, — sukkede den lille bille, — tak skal du have, fra nu af skal jeg kontrollere mig selv.
Held og lykke!
Og skovmanden forsvandt, og Klop befandt sig på sin hjemlige eng, fuld af insekter. Små biller summede mens de fløj, små orme kravlede i græsets skygge, smukke sommerfugle flatrede i luften, behårede humler samlede nektar fra blomster, arbejdende myrer styrkede deres myretue. Klop var glad for at være blandt sine kendte.
Fra da af drillede Klop ikke længere, blev ikke vred. Han lærte at smile venligt, sige høflige ord, give efter, blive enig, have behagelig samtale og være ven.
Men alligevel afgiver Klop nogle gange en ubehagelig lugt, men det sker meget sjældent — kun i tilfælde af fare. I sådan en situation kan Klop ikke kontrollere sig selv.
