Dybt inde i den tætteste skov, i den mest øde gamle skov, boede der engang en bedstemor med sin kleindatter Nastja. Nastja var en god og arbejdsom pige med et stort menneskeligt hjerte.
En vinteraften sad bedstemoren ved kaminen og strikkede sokker til sin kleindatter, mens Nastja læste eventyr for hende. Pludselig bankede nogen stille på vinduet. Pigen kiggede ud. I mørket så hun sin ven, kaninen Snejko. Hvor var han hvid og blød! Pigen kastede et tørklæde over sine skuldre og gik ud på gården.
Hej, Snejko. Hvad laver du så sent?
Spurgte Nastja.
Hej!
Kaninen begyndte at fortælle sin historie, mens han kiggede sig omkring og skælvede af frygt.
Vi kaniner har stor sorg! Vi har alle skiftet til vinterens hvide pels, men der er ingen sne, så nu kan ræve og ulve se os fra langt væk. Og hvordan skal vi pyntet juletræet, hvordan skal vi invitere Julemanden til dans? Kan der være nytår uden sne? Har Vinteren glemt sine pligter eller er hun bare syg?
Spurgte den skræmte kanin uophørligt.
Vær ikke bedrøvet, vi finder på noget.
Beroligede Nastja overbevisende.
Hvad hvis vi skrev et brev til Vinteren?
De gik ind i huset og begyndte at skrive et brev. De bad Vinteren om meget hvid sne, let som fjær snefnug og stærk frost, så alle dyrene kunne glædeligt fejre nytår.
Men hvordan skal vi få brevet afleveret? Hvem ved, hvor Vinteren bor?
Spurgte den lille frygtsom kanin.
Vi sender det med spurven, han er hurtig og rask, han finder bestemt vejen.
Besluttede pigen.
Spurven var enig i at hjælpe sine venner, tog brevet og fløj nordpå.
Vinteren havde virkelig glemt sine pligter. Med en kop varm te og friske, duftende wienerbrød sad hun foran fjernsynet og så sine yndlingsfilm. I mellemtiden kedede snefnugene sig i skabet. De længtes så efter at komme ud og lege med snestormen! Frosten blev også trist, december måned var ved at slutte, og han havde endnu ikke prikket børnenes kinder.
Spurven var så træt efter den lange rejse, at han faldt i søvn på en stor egegren. Brevet faldt straks ud af hans næb. Det landede lige i bjørnens hule.
Åh, jeg var ved at sove gennem nytår! Dette må være en gave fra Julemanden.
Glædede bjørnen sig og kravlede ud af sin hule. Han kiggede sig omkring og blev overrasket:
Men hvor er sneen?
Bjørnen besluttede at lægge sig ned igen, men hørte svagt gråd.
Da han løftede hovedet, så han den lille spurv.
Hvorfor græder du så bittert, lille fyr?
Spurgte bjørnen.
Spurven fortalte bjørnen, at Nastja havde skrevet et brev til Vinteren. Om hvordan hun ville hjælpe skovens dyr med at holde en snefuld julefest med dans og Julemanden.
Så skal jeg selv bringe brevet til Vinteren.
Sagde bjørnen uden at tænke længe.
Med brevet fast i sin pote begyndte bjørnen at søge efter Vinteren. Han vandrede så længe gennem skoven, at han blev meget træt. Han satte sig på en stubbe for at hvile. Pludselig blæste vinden brevet ud af hans pote og bar det væk.
Bjørnen blev bedrøvet og bad rensdyret om hjælp:
Kan du, hurtigfodede, måske vide, hvor Vinteren bor? Vil du bringe brevet fra alle dyrene til hende?
Rensdyret sprang straks efter brevet, indhentede det og begav sig på rejse. Hen mod aftenen var han ved den isede hytte.
Han bankede med sin hov på døren, ventede på tilladelse til at gå ind og gav Vinteren brevet.
Og så skete der et mirakel!
Da Vinteren åbnede skabsdøren, fyldte fluffig sne med snefnug alt omkring, frosten lagde is på floder og søer, og malede smukke mønstre på husvinduer.
Hvor meget arbejde skulle Vinteren ikke udføre! Hun klædte træerne i hvide frakker, buskene i sjaler, og dækkede jorden med sne.
Nastja gik ud på gaden, og der – var det rigtig vinter, en ægte hvid og glittrende eventyr!
Pigen tog en kurv med æbler og slik og gik for at finde sin ulykkelige ven Snejko. Det var jo tid til at pyntet skovens smukke juletræ.
Og på lysningen var der allerede travlt gang! For de hvide kaniner var ikke længere bange for hverken ulv eller ræv.
Da alle dyrene dannede en dans, lykkelige kaniner ønsker hinanden godt nytår og venter på Julemanden!
