Mor, hvor stort er mit hjerte? — spurgte Katja.
Omtrent så stort som din knyttet, — svarede mor.
Og Pulskas?
Pulska — en snehvid, fluffy bolognese-hund, hørte straks sit navn og løb hen til Katja og viftede venligt med halen i håb om at lege.
Pulskas? — mor tænkte lidt. — Pulskas hjerte er meget lille. Måske så stort som din tommelfinger.
Hvad skal hjertet bruges til? — fortsatte Katja.
Mor smilede:
Åh, i hjertet gemmes mange vidunderlige ting. For eksempel mod. Et modig menneskes hjerte kaldes tappert. Et godt hjerte har den, som altid hjælper andre. Hvis nogen er villig til at dele sit sidste stykke brød, betyder det, at der slår et gavmildt hjerte i deres bryst. Du kan altid høre slagene fra et tro hjerte, hvis du har en rigtig ven.
Og der kan også bo kærlighed i hjertet. Et kærligt hjerte kan være både tapper, gavmildt, godt og tro. Om sådan nogle siger man: "Han har et stort hjerte".
Hvor interessant! — udbrød Katja og klapede hunden, som havde lyttet opmærksomt til deres samtale. — Det er synd, at vores Pulska har sådan et lille hjerte. Der er selvfølgelig ikke plads til så mange gode ting på én gang.
Hvem ved, — svarede mor gådefuldt og gik ud på køkkenet for at lave aftensmad.
Katja legede lidt med Pulska og besluttede så at læse videre i en meget interessant bog om tro venner. Hun satte sig i stolen ved vinduet og begyndte at læse. Bogen handlede om tro venskab, selvopofrelse og vilje til altid at hjælpe. Pulska sad ved siden af stolen og fulgte opmærksomt sin ejers bevægelser.
Nu rynker hun øjnene af medfølelse over de helte, der er i ulykke, og nu lyser hendes ansigt op af glæde, når vanskelighederne er overstået. Pulska var utrolig nysgerrig efter at vide, hvad Katja læste så ivrigt om.
Der ringede på døren i gangen. Det var far, der kom hjem fra arbejde. Katja lagde bogen fra sig og løb for at åbne døren. Pulska ville gerne vide, hvordan en bog kunne få en til at blive trist eller glad. Hun sprang op på stolen i håb om at løse mysteriet og ramte med halen en vase med blomster, der stod på vindueskarmen.
Vasen vippede og faldt på gulvet. Glinsende skår fløj rundt i hele værelset. Pulska blev lammet af skræk. Katja løb ind i værelset, så den knust vase og kastede sig mod hunden:
Åh, du dårlige ting! Vent nu bare, jeg skal vise dig!
Pulska sprang væk på flugt. Hun skjalv og søgte efter et sted at gemme sig, og så den halvåbne dør, som far lige havde glemt at låse. Pulska gled gennem spalten, tumlede ned ad trappen, løb ud på gården og sprang væk uden at tænke på hvor.
Hendes hjerte bankede af frygt, hun troede at høre forfølgernes trin. Hun stoppede, næsten uden vejret, i det fjerne hjørne af gården ved skraldespandene. Hun kiggede tilbage: der var ingen forfølgelse. Og så dukkede Ham op fra bag spanden — en enorm løbsk hund, der skræmte alle husdyrene. Bag hans strittende ryg gemte Butch og Korsjik sig.
Hams venner var ikke særlig store hunde, men ved siden af dem så Pulska ud til at være helt lille og forsvarsløs. Hun trak sig skræmt tilbage, og hendes hjerte bankede af frygt. Og hvor skulle modet komme fra? I sådan et lille hjerte var der slet ikke plads til mod.
Så-så, — knurrrede Ham, — blev du smidt ud?
Nej, jeg… jeg løb væk, — stammede Pulska.
Det var rigtigt! — godkendte Butch. — Med disse ejere er der kun problemer.
Men det er min egen skyld, — forsøgte Pulska at forsvare sig. — Min ejers var altid så god ved mig…
Hvad ved du om godhed? — afbrød Ham skarpt. — Det vigtigste er, at alle er bange! Det er sjovt!
Og mætter maven, — tilføjede Korsjik, — fordi man kan tage mad fra de svage.
Pulska svarede ikke og tænkte, at godhed måske var meget stor, hvis den ikke kunne passe ind i hjertene på selv så store hunde som hendes nye venner. Hvad skulle man så sige om et hjerte, der kun var så stort som en lille piges finger!
I mellemtiden betragtede Ham den skræmte Pulska nøje. Til sidst hviskede han noget til sine venner og sagde:
Okay så. Vi tager dig ind i vores bande. Du er lille, så kan du få mad fra steder, hvor vi ikke kan komme gennem. Men pas på: jeg er her chefen! Og hvis noget går galt, bider jeg dig i to! — Ham blottede sine frygtelige gule tænder.
Pulska havde ikke andet valg end at acceptere, for at være alene var endnu værre. Resten af aftenen tilbragte det hårede selskab som sædvanligt. Først holdt de vagt over de lokale katte ved kælderen, og da det blev mørkt, sneg de sig til skraldespanden bag dagligvarebutikken og fandt lidt mad.
Korsjik havde held til at finde nogle helt spiselige pølser. Han løb lidt til siden og begyndte at spise sit aftensmad med stor appetit. Pulska elskede pølser. Hun blev sultrig af den lækre lugt. Hun bad Korsjik om selv det mindste stykke, men han knurrrede bare og vendte sig væk.
Har du slet ikke en smule gavmildhed i dit hjerte? — spurgte Pulska.
Gavmildhed? — var Korsjik overrasket. — Slet ikke! Hvis jeg lader gavmildhed ind i mit hjerte, er der ikke plads til ondskab og snedighed, og så kan jeg ikke få mad. Gavmildhed er for tåber!
«Nej, gavmildhed er god for alle», — tænkte Pulska, men sagde intet.
Til at sove arrangerede det løbske bande sig bag skraldespandene i papkasser. Pulska fik en kasse fra en kedel. Det var temmelig trangt, men papiret beskyttede godt mod nattekulden. Pulska så længe på det lysende vindue i Katjas værelse og tænkte på, hvor trist det var at have et lille hjerte.
Hvis hun havde et større hjerte, kunne der være plads til mod, og så kunne Pulska have stået op imod bandens medlemmer og kommet hjem. "Og hvis der var plads til gavmildhed også," tænkte hun, "kunne jeg dele mad med de hjemløse, og de skulle ikke stjæle." Men det bedste ville være at have kærlighed i sit hjerte, så ville gavmildhed, troskab, godhed og mod blomstre af sig selv.
Pulska faldt først i søvn mod morgen. Hun drømte om den knuste vase.
Om morgenen, så snart solen forgyldte husenes tage, løb Katja ud på gården for at lede efter Pulska. Gårsdagen aften havde hun ledt efter sin lille ven, indtil det blev mørkt, men mor sagde, at hun skulle gå hjem. Katja kunne ikke sove længe, og hun græd endda lidt under dynen.
Hun var meget bekymret over det, der var sket, og bebrejdede sig selv for at have skræmt sin lille kæledyr så meget. En knust vase er jo kun koldt glas, som aldrig kan erstatte varmen fra en vens øjne. Katja begyndte systematisk at undersøge gården.
Pulska! Pulska! — kaldte hun og kiggede under hver bænk.
Til sidst kom Katja til de samme skraldespande. Pulska, som først faldt i søvn ved daggry, sov dybt. Men hendes nye venner var på vagt.
Der kommer ejeren, — hviskede Butch. — Hun tager helt sikkert den nye med sig.
Det skal vi se, — knurrrede Ham.
Ja, det skal vi helt sikkert se! — stemte Korsjik med glæde ind.
Hundene blottede deres tænder og sprang på fortovet. Ham tog en kampstilling direkte foran Katja, mens Butch og Korsjik sneg sig til siden med knurrende lyde.
Gå væk! — gøede Ham så højt, at Pulska straks vågnede.
Hun sprang ud af kassen og så Katja omgivet af rasende hunde. Uden at tænke sig om et sekund kastede hun sig mod sin ejers. Hun slog Korsjik ned og skubbede Butch væk, og Pulska endte mellem Katja og Ham. Hendes pels stod på ende, hendes øjne glinsede klart, og hendes hale dirrede nervøst.
Vov dig ikke røre min ejers! — råbte Pulska desperat.
Ham så hende i øjnene og så en ukendt kraft, ubøjelig og altovervindende. Hans kampgejst forsvandt pludselig, og hans hjerte blev grebet af kulde og frygt. Han blev pludselig slap, vendte sig ubehjælpsomt og løb væk med uregelmæssige skridt til det fjerne hjørne.
Den overraskede Butch og Korsjik skyndte sig efter ham. Pulska vendte sig mod Katja og viftede usikkert med halen.
Katja greb det varme, blødde lille væsen og trykkede det til sit bryst, og tårer, der glinsede i morgensolen, faldt på den snehvide pels. Der inde i væsenet hørte hun, hvordan et lille, elastisk hjerte bankede hurtigt-hurtigt, og hun forstod, at det var et STORT HJERTE, der bankede.
