Jordkrybben ved navn Lonn var mærkelig efter fluffeskovens målestok. Han arbejdede aldrig, talte lidt og lå bare hele dagen på en solrig lysning, dækket af skinnende grøn blød græs.
Han blev kaldt jordkrybbe, fordi han aldrig rejste sig, hoppede eller løb, men kun krøb hen over jorden. Han spiste græs og blade og drak dug om morgenen. Lonn var en af de dyrearter, der boede i den anden ende af den eventyrlige ø ved navn Formørkelsen. Hvordan han kom til Fluffeskoven, vidste ingen. Selv havde han glemt, hvordan han havnede så langt hjemmefra.
Men det bekymrede ham ikke. Ham bekymrede næsten intet. Kun regn kunne få ham til at flytte sig fra lysningen til et træ, hvor han lige så dovent lå og nød den svale skygge.
Lonn lignede et tæppe i formen. Han var dækket af smuk, skinnende pels i sort.
De lokale beboere holdt ikke særlig meget af jordkrybben, fordi han ikke arbejdede, men samtidig var der ingen, der generede ham. Han gjorde ikke noget ondt. Sådan kunne det have fortsat, hvis der ikke en tør og hed dag var sket en ulykke.
I skoven brød der ild ud, og hele landsbyen brændte ned. Lonns lysning blev også til en sort plet. Ingen kom til skade, men beboerne havde nu ingen steder at bo. Man besluttede at drage mod syd – til enden af Fluffeskoven.
For jordkrybben var det dårlige nyheder, for hans art er ikke indrettet til at bevæge sig over lange afstande.
For første gang i mange år blev Lonn bange. Han krøb hen til hver eneste beboer i den tidligere landsby og bad om at måtte tage med. Men alle svarede nej. Ingen ville slæbe på en ekstra byrde.

Landsbyboerne forlod landsbyen. Tre dage gik. Lonn var meget sulten, men han nåede kun en kilometer fra sin lysning, som nu var grøn kun i fortiden. Kræfterne slap op. Han lænede sig op mod et forkullet træ og græd. Pludselig hørte han, at nogen tæt ved også græd.
Han tog sig sammen og krøb hen mod lyden. Da han nåede frem, så han, at en lille muldvarp lå klemt under stammen af et ulmende træ. Uden at tøve et sekund skyndte Lonn sig at hjælpe stakkels muldvarpen. Han stemte sig op mod et nabotræ, skubbede stammen væk fra muldvarpen og befriede dermed fangen.

Jordkrybben lå på ryggen og åndede tungt, da der over hans hoved dukkede undrende, små og meget søde øjne op.
Mange tak for redningen, store… Undskyld, jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde dig, ― sagde muldvarpen med en barnestemme. Han var ikke engang et år gammel – en lille knægt.
Kald mig jordkrybbe, sådan har alle kaldt mig, ― svarede Lonn stille.
Mange tak, mester jordkrybbe, hvis det ikke havde været for dig... ― gentog muldvarpen og begyndte straks at snakke hurtigt og vifte med poterne og fortalte, hvordan han var kommet under træet og så det langsomt ulme. Hvor bange han havde været.
Men så stoppede muldvarpen pludselig, løftede en pote i vejret og præsenterede sig kort:
Mo-Mo – det er mit navn. Jeg er en muldvarp.
Rigtig hyggeligt at møde dig, Mo-Mo, ― svarede jordkrybben.
Hvor kommer du fra, mester jordkrybbe? Efter traditionen skal jeg bukke for dine forældre som tak for redningen.
Jeg kender ikke mine forældre, – svarede Lonn trist.
Og hvor kommer du fra? ― blev den lille muldvarp ved.
Jeg boede ikke langt herfra, men vores landsby brændte ned, og nu har jeg ingen steder at gå hen, ― sagde jordkrybben endnu stillere.
Sådan må det ikke være. Du hjalp mig, og nu hjælper jeg dig, ― sagde Mo-Mo bestemt, ― vi går til vores ældste muldvarp Tamtam. Han kender svarene på alle spørgsmål, og han vil helt sikkert vise dig vejen.
Lonn gik med, han havde jo ingen andre muligheder. Et par timer senere nåede muldvarpen Mo-Mo og jordkrybben Lonn frem til indgangen til et hul, der førte ind i muldvarpenes underjordiske rige.
Ved indgangen mødte de en muldvarpevagt i metalrustning. Han havde store briller med tykke glas på hovedet, som forstørrede hans øjne til latterlige størrelser, men som ikke hjalp ham med at se bedre.
Stop! Hvem er der, der kravler? ― råbte vagten og begyndte hurtigt at rykke med næseborene og snuse i luften.
Det er mig – Mo-Mo, ― svarede muldvarpeungen kort og gik lige ind i hullet.
Og hvad skal jeg gøre? ― spurgte jordkrybben den lille Mo-Mo.
Bare sig dit navn og følg efter mig, ― svarede muldvarpeungen kort.
Lonn kravlede langsomt hen mod hullets indgang, og da han hørte det forventede spørgsmål, sagde han:
Jeg er Lonn.
Og hvorfor er der overhovedet vagt, hvis man bare kan sige sit navn og komme forbi? – spurgte jordkrybben muldvarpeungen.
Det er simpelt: Hvis en uvelkommen gæst kommer her, vil han helt sikkert ikke sige sit rigtige navn. Så slår alarmen til, det er jo logisk, ― svarede Mo-Mo og gik videre.
Det er faktisk logisk, ― mumlede Lonn for sig selv og kravlede efter Mo-Mo.
De kravlede gennem de mørke gange i muldvarperiget i lang tid, indtil de kom ind i en stor festsal, oplyst af fakler.
Salen var usædvanlig. Egentlig var salen i sig selv ikke anderledes end de andre, men muldvarpenes adfærd ændrede sig her radikalt. De bevægede sig alle sammen hen ad rødder, der hang ned fra loftet, ved hjælp af poterne, uden at røre gulvet med benene.
Dette er tronsalen. Kun kongen må gå på gulvet, ― sagde Mo-Mo og forudså spørgsmålet.

Med fat i rødderne begyndte Mo-Mo og Lonn at klatre hen mod salens fjerne hjørne, hvor den ældste Tamtam sad i en strikket lænestol. Hans fødder var svøbt i et stort blad fra en sjælden plante, og over skulderen hang en taske flettet af piskeris. Derfra tog Tamtam svarene på spørgsmålene.
Efter at have ventet i en lille kø henvendte jordkrybben og muldvarpen Mo-Mo sig endelig til Tamtam.
Ærede ældste! Hjælp os, ― sagde Mo-Mo højt.
Dit spørgsmål, Om-Oms søn, ― sagde Tamtam højtideligt.
Hvordan finder vi jordkrybben Lonns forældre? Jeg skal bukke for dem, han reddede mit liv! ― sagde den lille muldvarp meget alvorligt.
Muldvarpenes ældste åbnede sin taske, rodede teatralsk rundt indeni og tog en fjer og en rund grå sten frem. Tamtam overrakte uden nogen forklaring tingene til jordkrybben.
Efter nogle få minutter nåede de rejsende frem til et næste rum, hvor man kunne springe ned på jorden. Lonn var forundret. Han betragtede de ting, som ældsten havde givet ham.
Hvad kan dette betyde? – spurgte Lonn Mo-Mo.
Det er meget enkelt: Man skal gå mod de grå klipper i syd, til redet med de gyldne fugle, ― svarede muldvarpen hurtigt.
Målet var sat, og efter at have hentet lidt vand fra den underjordiske bæk, drog vennerne af sted.
Efter to dage nåede jordkrybben og den lille muldvarp frem til kanten af øen, hvor enorme grå klipper stod majestætisk over havet, og på toppen lyste reder af store fugle som guld.

Da de kom op på toppen, så de et utroligt syn: Rundt om et kæmpe gyldent træ kredsede ildfugle og plukkede røde frugter til deres unger. Og tæt ved jorden svævede uldne tæpper, der fangede frugterne, så de ikke gik i stykker. Det var Lonns artsfæller.
Vennerne betragtede med forundring det farvespil, der udspillede sig foran dem, da to af tæpperne pludselig løsnede sig fra flokken. De fløj hurtigt hen mod Lonn og Mo-Mo.
Jordkrybben, der så det nærmende par, hviskede stille:
Det er dem!
Og han havde ret: Det var hans forældre. De kastede sig over Lonn og omfavnede ham hårdt.
Jordkrybben huskede pludselig den skæbnesvangre dag, hvor der var et kraftigt tordenvejr, og han blev blæst langt væk af en kraftig vindstød. Men det hele hørte fortiden til, endelig var han hjemme og vidste, hvad han nu skulle beskæftige sig med. Han ville ikke længere kravle hen over jorden, hans bestemmelse var at flyve på himlen!
Efter omfavnelserne ville Lonn præsentere sine forældre for sin ven muldvarpen, men Mo-Mo tog selv et skridt frem og bøjede hovedet for Lonns forældre og sagde højt:
Jeg er Mo-Mo fra muldvarpenes områder. Jeres søn reddede mit liv, og efter den gamle tradition bøjer jeg mit hoved for jer.
Forældrene omfavnede også ham til gengæld. Alle var glade. Og da festen til ære for Lonns hjemkomst var forbi, blev det besluttet, at de gyldne fugle skulle bringe den lille muldvarpeunge hjem. Og da han fløj væk, bøjede han sig igen, som den gamle tradition kræver.
