Det var engang i en skov. Morgensolen steg op bag bjerget. Og dens første blide stråler oplyste træernes løv, der var berørt af dugdråber.
I det fjerne hørtes klokkeblomsterne ringe. I sin hule vågnede den lille Bjørneunge, han boede der sammen med sin vigtige mor Bjørnemor og sin gemytlige far Bjørnefar. Og den dag var der fest for Bjørneungen — det var hans fødselsdag.
I mange måneder havde han utålmodigt ventet på, at Denne dag ville komme, for gaven var blevet bestilt hos forældrene for længe siden, og tålmodigheden var ved at være opbrugt. Og så! Den længe ventede fødselsdag var kommet!
En stor kasse stod ved sengen. Bjørneungen løsnede ærbødigt båndet, åbnede kassen og… Åh, hvilket vidunder! For hans øjne åbenbarede sig en stor og farverig tromme. Gaven var prydet med snoede mønstre, den kom med brede remme, så man kunne hænge den om halsen, og to trommestikker, som hjalp med at frembringe muntre lyde fra trommen.
Bjørneungen blev så glad for sådan en gave, for han havde drømt om den længe og hemmeligt håbet, at forældrene ikke ville skifte mening og købe noget andet til ham. Han hængte den om halsen og sprang ud i skoven.
Og fra det øjeblik mistede alle skovens dyr og fugle deres fred. Fra tidlig morgen til sen aften hørtes der kun: «Bum-bum-bum! Bom-bom-bom!»
Bjørneunge, hvil dig dog lidt, vores ører er ved at gå i stykker, vi har hovedpine.
Bad fuglene.
Og Bjørneungen svarede dem:
Jeg vil bare spille lidt mere, synes I ikke det er sjovt?
Han svingede trommestikkerne, og et meget højt «bum-bum-bum!» lød over hele området.
Dyrene kunne ikke holde det ud længere og bad:
Bjørneunge, hold op med at spille! Vi har jo små børn, de vil sove, men på grund af din musik kan de slet ikke falde i søvn! Du larmer alt for meget!
Så lad dem da holde ud lidt endnu, så kan de sove bagefter. Tænk sig...
Bjørneunge-trommeslageren ville ikke holde op.
Alle insekterne samledes: biller, mariehøns, myg, sommerfugle. I kor begyndte de at bede Bjørneungen om at holde op med at spille — det var blevet alt for højt i skoven.
Pindsvinene rullede sig sammen til piggede kugler af støjen, egernene gemte sig i det brede hul i træet, kaninerne gravede sig ned i dybe huler, selv kragerne fløj op i de højeste træer, så de ikke skulle høre de irriterende lyde så tydeligt.
Bjørneungen lyttede ikke til nogen, han tænkte kun på sig selv og på, hvor sjovt han havde det med at spille på trommen. Derfor besluttede alle skovens beboere at lære ham en lektie.
Mod aften gled solen ned mod horisonten, dens stråler skinnede ikke så klart og oplyste skovens vidder. Bjørneungen, som hele dagen havde gået rundt i tykningen og på stierne med sin tromme og slået på den, var blevet lidt træt efter en hel dag, satte sig på en farverig eng med duftende blomster på en kæmpe gammel stub, der lignede en stol, for at hvile.
Pludselig skete der noget uventet: alle fuglene, der boede i denne skov og i dens omegn, begyndte pludselig alle sammen meget højt at synge, kvidre, skrige, kukke, kvitre. Dyrene begyndte at spille på forskellige musikinstrumenter.
Egernene — på fløjter, rævene — på klaverer, ulvene — på guitarer, bjørnene — på kontrabasser, kaninerne — på balalaikaer... Og alle billerne og sommerfuglene, anført af frøerne, begyndte at danse i ring lige rundt om stubben, som Bjørneungen havde sat sig på for at hvile.
Han forstod det ikke:
Hvad sker der, hvad foregår der?
Den lille Bjørneunge greb fat i hovedet med poterne, kunne ikke holde det ud og råbte:
Stop! Syng ikke, spil ikke, dans ikke! Jeg er så træt, og I laver sådan en forfærdelig larm. Jeg har altid...
Og Bjørneungen blev tavs, han forstod, at det var ham, der havde opført sig forkert, når han ikke tog hensyn til andre.
Han erkendte sin fejl, undskyldte for sin dårlige opførsel og dårlige manerer. Og han lovede, at fra nu af ville han kun spille på den høje tromme, når hans rullende «bum-bum-bum» ikke ville genere nogen.
